SIDEBAR
»
S
I
D
E
B
A
R
«
Hvalfangst i Barrow
august 15th, 2010 by Mikkel Stelvig

Barrow er USAs nordligste by og den ligger kun 7 km fra Point Barrow, en pynt der markerer grænsen mellem Beaufort- og Tjuktihavet. Byen er befolket af ca. 4000 mennesker, hvoraf størstedelen er inupiat eskimoer.
Barrow hedder også Ukpeagvik, ”stedet hvor man jagter sneugler”. Sneugler jages ikke mere, men jagt på grønlandshvaler er derimod det byen er kendt for.

Der har været fanget hvaler i Barrow i tusindvis af år. Det har været eksistensgrundlaget for inupiat og yupik eskimoer i hele det nordlige og vestlige Alaska. Hvert forår og efterår trækker hundredevis af grønlandshvaler, sammen med hvidhvaler, gråhvaler og spækhuggere, gennem Beringstrædet op til Beauforthavet lige forbi kysten ved Barrow.
Europæiske hvalfangere begyndte kommerciel hvalfangst i området allerede fra 1600-tallet. Med deres store og effektive skibe, kunne europæerne fange hvaler i meget større omfang og omkring 1900-tallet var grønlandshvalen tæt på udryddelse.
Forskellige tiltag fik dog forhindret dette og i 1977 blev mange hvaler, inklusiv grønlandshvalen totalfredet af den internationale hvalkommision (IWC), gældende for både den kommercielle og eskimoernes fangst.
Dette skabte store problemer for eskimoerne bl.a. i Barrow. Men i 1978 anerkendte IWC vigtigheden af hvalfangst for de eskimoiske samfund i kystområderne, som herefter fik lov at jage et begrænset antal.

Kvoter

Den internationale hvalkommission (IWC) har for perioden 2008-2012 tilladt en kvote på 280 grønlandshvaler i Berings-, Tjukti- og Beauforthavethavet, gældende for eskimoerne i Tjukotka (øst for Sibirien) og Alaska. Håndhævelse og kontrol af disse kvoter, styres i Alaska af AEWC (Alaska Eskimo Whaling Commission). AEWC har også lavet et sæt regler som skal følges, for at kunne få lov til at fange hvaler.

For at kunne holde styr på kvoterne skal kaptajnen for de 5-mand store hvalfangerbåde, lave rapport over hver enkelt fangst eller forsøg herpå.
Hvalerne må kun fanges med såkaldte traditionelle fangstredskaber, såsom harpuner og gevær og specielle fangstteknikker skal overholdelse.

Fangstteknik

De oprindelige skindbåde bruges også stadigvæk. Bådene er betrukket med sælskind, som glider lydløst gennem vandet og som derfor kan snige sig tæt ind på hvalen. Det er først når hvalen er skudt, at motorbådene tages i brug. Der skal meget til at trække en næsten 40 ton hval ind til stranden.

Når båden er tæt nok på hvalen, kastes først en harpun med en line fastgjort til spidsen, som sætter sig fast i hvalens tykke spæklag. På denne måde sikres det, at hvalen undslipper inden man kan dræbe den. Tidligere var der mange hvaler som blev såret og slap væk under isen og døde uden at man kunne få fat på dem. Men efter at AEWC har indført reglerne om denne fangstteknik er fangst succesraten væsentligt forøget.

Når hvalen er sikret, dræbes den med en lille sprængladning, som skydes ind med en harpun eller gevær. Sprængladningen detonerer med 5-6 sekunders forsinkelse og skal helst ramme imellem de øverste ryghvirvler, hvorved hvalen dræbes hurtigt og effektivt.

Ifølge reglerne fra AEWC må der kun fanges hvaler på under 12 meter. Dette skyldes formentlig, at det er bedre for populationen hvis det er de unge hvaler, der fanges.
Men måske er reglen lavet fordi eskimoerne bedst kan lide hvalkød fra de unge hvaler. Det er ikke så sejt og smager bedre. Specielt huden og spæklaget, matak, er bedre jo yngre hvalen er.
Hvalen trækkes op på stranden og bliver skåret ud på en helt speciel måde. Det er vigtigt for at kunne holde styr på de store mængder kød.
Der kan sagtens fanges 4-5 hvaler på en dag og al kødet kan ikke spises på en gang. Derfor er byen fyldt med såkaldte iskældre, hvor kødet kan opbevares helt til næste år. Iskældre er store rum gravet ned i jorden, hvor permafrosten sikrer en konstant og lav temperatur. Skelettet og de andre dele, der ikke skal bruges, køres langt uden for byen. Det er vigtigt at få kødet så langt væk fra byen, da det trækker isbjørne til. Nogle gange har der været omkring 60 isbjørne i området med hvalkadaverne.

Grønlandshvalen

Grønlandshvalen er den eneste bardehval, der kun findes i det arktiske område. Den kan blive op til 28 meter lang og veje 60 ton. Den er godt tilpasset til områder med havis og kan nemt komme op til overfladen, selv igennem et tykt islag.
Til trods for dette har undersøgelser vist, at hvalerne klarer sig bedre, i år med mindre is. På baggrund af dette konkluderer forskere at grønlandshvalen ikke påvirkes i samme grad af klimaforandringer, som f.eks. isbjørnen.
Grønlandshvalen lever af små krebsdyr, som filtreres fra vandet gennem de store barder. Barder er omdannede og forhornede ganefolder, som hænger ned fra overkæben. Der er ca. 300 i hver side og de længste kan blive op til 4,5 meter.


Leave a Reply

XHTML: You can use these tags: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

»  Substance:WordPress   »  Style:Ahren Ahimsa