SIDEBAR
»
S
I
D
E
B
A
R
«
Spættet sæl
august 7th, 2011 by Mikkel Stelvig

Den lille, fine spættede sæl er endnu et fascinerende eksempel på fantastiske tilpasninger i dyreriget. Til trods for flere sygdomsepidemier og store udfordringer med at finde tilstrækkeligt uforstyrrede ynglesteder, findes de i relative store antal i de danske farvande. Den spættede sæl er en sand mester i fridykning, og den kan fange sin føde under vandet, i fuldstændigt mørke, ved at registrere bittesmå bevægelser i vandet.

En fantastisk dykker
Sæler er pattedyr og afhængige af at kunne trække vejret i luft for at overleve. Men en meget stor del af sælers liv og størstedelen af deres aktiviteter foregår under vandet, hvilket har resultetet i nogle helt unikke tilpasninger i deres fysiologi. Sæler finder al deres føde i vandet, de kurtiserer og parrer sig i vandet, og rent faktisk kan de også sove under vandet. Når det sker, stiller sælen sig lodret i vandsøjlen, lukker næseborerne og lader sig synke ned under overfladen og falder i søvn. Når den har brug for ny ilt, kan den, i søvne, svømme op og hente luft.

Sæler kan blive længe under vandet (op til 30 minutter), og svømme dybt (ned til 500 meter), men de fleste dyk foregår på lavt vand og varer sjældent mere end ti minutter.  Føden består af fisk og krebsdyr, som i de fleste tilfælde fanges ved bunden i 8-15 meters dybde.Aktivitet kræver ilt, og for at gøre denne tilgængelig reagerer sælers fysiologi ret specielt, når aktivitetsniveauet øges under et dyk.

Når vi mennesker løber eller svømmer, stiger vores puls, vejrtrækningen bliver hurtigere og dybere, og blodgennemstrømningen til muskler og andre organer stiger – altsammen en reaktion på den øgede efterspørgsel på ilt i kroppen. Hos en sæl, der dykker og svømmer under vandet, sker der næsten det modsatte. Vejrtrækningen stopper, pulsen falder og blodgennemstrømningen i musklerne og indre organer mindskes, helt ned til kun en tiendedel af, hvad det var før dykket. Hermed mindskes ilttilførslen til disse organer. Dette kan lade sig gøre, fordi sæler kan opmagasinere store iltreserver i blod og muskler, og fordi sælernes indre organer er tilpassede til at kunne fungere under meget iltfattige forhold.

Den samlede mængde ilt, der kan oplagres i sælernes blod, er langt større end hos landlevende pattedyr. Det skyldes først og fremmest, at der er næsten dobbelt så meget blod i en sæl set i forhold til kropsvægten. Derudover har sæler som udgangspunkt en høj koncentration af røde blodceller i blodet, den såkaldte hæmatokrit-værdi. Det er molekylet hæmoglobin i disse celler, der binder ilten, så jo flere røde blodceller, jo mere ilt kan der ophobes og transporteres rundt i kroppen. Sæler kan tilmed forøge denne koncentration under selve dykket. Det er den samme effekt, der opnås, når mennesker tager EPO.

I muskler findes der også molekyler (myoglobin), der kan binde og ophobe ilt. Og hos sælen findes disse molekyler i store mængder. Iltreserverne i musklerne er således omtrent 20 gange større end hos mennesker.

De organer, der ikke kan opretholde egne reserver, er i stedet tilpasset til at kunne fungere ekstra effektivt både under meget iltfattige og helt iltfrie forhold. Sælers hjerte, lever og nyrer har, i modsætning til for eksempel mennesker, en enestående evne til at kunne trække ilt fra blodet, selv når der ikke er meget at trække fra. Derfor kan disse organer opretholde et effektivt (fedtforbrændende) stofskifte selv under meget iltfattige forhold. Når mennesker skal arbejde i iltfattige omgivelser, for eksempel på toppen af høje bjerge, er vores ydeevne stærkt svækket, og vi ville ikke kunne være ret effektive. Sæler kan både dykke og jage under sådanne forhold.

Når ilten forsvinder helt, kan de førnævnte organer også klare selv ret lange perioder med iltfri forbrænding. Forbrænding uden ilt fører til ophobning af mælkesyre. Hos mennesker sker dette for eksempel, når løbeturen har været lige lovlig hård. Det mærkes som smerte og tunghed i musklerne, og skyldes menneskets musklers manglende tolerance for ophobning af mælkesyre. Sælers evne til at tolerere ophobningen af mælkesyre er langt bedre end hos mennesker, og derfor kan de tolerere total mangel på ilt og stadig opretholde en effektiv forbrænding og dermed fungere.

Fintfølende knurhår
Tidligere har man troet, at sælerne ikke kunne registrere ting eller andre dyr i vandet, medmindre de havde fysisk berøring med knurhårene. Der sidder mellem 40 og 50 på hver side af snuden. Men forskning afslører nu, at knurhårene faktisk kan mere end det. Sæler har ikke et sonarsystem, som det kendes fra hvaler; heller ikke et sidelinjeorgan som hos fisk. Og sæler ser ikke specielt godt, når det er mørkt. De er faktisk lige så dårlige som mennesker til at skelne ting i svagt lys. Men de er stadig i stand til at fange fisk i meget grumset eller uklart vand, selv om natten kan det lade sig gøre. Det har vist sig, at knurhårene kan registrere meget små ændringer i vandstrømmen som for eksempel de små hvirvler, der skabes af svømmebevægelserne hos fisk. Sælen kan opdage fisk på denne måde helt op til 30 sekunder efter, at fisken er svømmet forbi. Den nyeste forskning viser, at sæler sågar er i stand til at skelne forskellige former og størrelser på objekter, alene baseret på de små hvirvler og bølger i vandet.

Vil ikke forstyrres
Den spættede sæl er en af de mindste sælarter – den vejer kun mellem 60-90 kg. Sæler bliver omkring to meter lange. Hanner kan være en lille smule større end hunnerne, men ellers er der ikke meget forskel de to køn. Sæler er meget stedfaste, og de opholder sig helst indenfor det samme område med en radius på ca. 50 kilometer. Områderne skal både rumme tilstrækkelige fødesøgningsmuligheder og uforstyrrede sandbanker eller klippefremspring på land, som kan bruges som hvilepladser. Hvilepladserne er vigtige for sælerne, der både føder og opfostrer deres unger på land. Selvom man ofte kan se mange sæler sammen på hvilepladserne, så foretrækker sælen at være alene. På land ligger sælerne ikke tæt og berøring tolereres ikke. Når de opholder sig i vandet, søger de også hver for sig og finder føde forskellige steder.

Forlader ungerne
Sæler er drægtige i 10-11 måneder og føder som regel kun én unge. I yngletiden i juni-juli måned er sælerne specielt følsomme for forstyrrelser ved deres opholdssteder. I denne perioder føder og dier sælerne deres unger, og kontakten mellem dem er livsnødvendig for ungen. Når moderen tager ud og finder føde, efterlades ungen på stranden. For at moderen kan finde den igen, laver ungen små kald, såkaldte kontaktkald, der nærmest lyder som små hyl. Forladte sælunger, de såkaldte ”hylere”, kan i mange tilfælde skyldes menneskelig forstyrrelse. Forstyrrelserne forhindrer moderen i at komme tilbage til ungen, og hun vælger ofte at forlade området helt. Nogle gange forlader moderen ungen af naturlige årsager, for eksempel hvis ungen er for svag, eller hvis der ikke er føde nok. Hvis man finder en ”hyler” på stranden, bør man i første omgang holde afstand og se, om moderen vender tilbage. Kun hvis moderen ikke er vendt tilbage inden for et døgn, kan man kontakte myndighederne, som så vil tage sig af det. Lad endelig være med at tage sælen op eller endnu værre tage den med hjem. Hvis først sælen har været i kontakt med mennesker, er der meget små chancer for, at en eventuelt tilbagevendende mor vil tage sig af den. Man skal heller ikke regne med, at indlevering af ungen til internater eller dyreparker/akvarier vil gavne den. I Danmark genudsætter man meget sjældent sæler. For det første vil man ikke risikere, at en sæl viderebringer sygdomme, som den kan være blevet smittet med under et ophold i menneskelig varetægt. For det andet er det slet ikke nødvendigt, for bestanden har det fint.

Klarer sig fint i Danmark
Der findes to arter af sæler i Danmark: gråsælen og den spættede sæl. Den spættede sæl er den mest almindelige, og den seneste optælling viser, at der er omkring 14.000 individer i de danske farvande. De er opdelt i fem bestande i henholdvis den vestlige Østersø, Kattegat, Skagerrak, Limfjorden og Vadehavet. Jagt på sælerne ophørte med fredningen i 1977, og antallet, som dengang var meget lavt, er steget støt siden med en vækst på ca. 10% årligt. I 1988 og 2002 blev bestanden dog hårdt ramt, da en virussygdom (sælpest) spredte sig og slog henholdsvist halvdelen og en trediedel af sælerne ihjel. I 2007 blev der igen konstateret sælpest, men denne gang gik det kun ud over en mindre del af bestanden. Bestandsstørrelsen er nu oppe igen, men vækstraten er faldet. Det skyldes formentlig, at der nu snart ikke plads til flere sæler i Danmark (den naturlige bærekapacitet er nået).


Leave a Reply

XHTML: You can use these tags: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

»  Substance:WordPress   »  Style:Ahren Ahimsa